U19 Drenge Liga: Aarhus Håndbold – Skanderborg 20-26 (11-13)
Det var et tændt Skanderborg mandskab, som søndag gik på banen til lokalopgør mod Aarhus Håndbold i Skæringhallen. Tilbage efter skadespause var Mikkel Hansen og Magnus Haubro Jensen, som med deres overblik og hurtige fødder begge gav holdet flere udfoldelsesmuligheder end længe set.
I angrebet kom Aarhus Håndbold fra start med den gejst og fart, som vi ved de kan skabe, når de er bedst. Det gav et par udvisninger til Skanderborg, inden vi fik justeret lidt i defensiven – men i samme periode viste Skanderborg god moral i angrebsspillet og vandt faktisk den ene undertalsperiode 0-2 og scorede i den anden til 6-6. Kort efter var det Aarhus tur til at sende en spille på bænken, hvilket Skanderborg straffede hårdt med 3 scoringer fra 7-6 til 8-9. Aarhus tog timeout v. 22.30 min. og kort efter stod der 11-11, inden Tobias Mygind med to scoringer i træk kunne sende Skanderborg til pause med en føring på 11-13.
Efter pausen var det som om Aarhus Håndboldt trådte er skridt tilbage og ikke fik tacklet igennem, hvilket samme Tobias Mygind og Magnus Haubro udnyttede fra distancen og fik skabte et hul, som reelt holdte kampen ud. Knapt fire minutter inde i 2. halvleg var stillingen 12-17, hvorefter Aarhus forsøg sig med timeout.
Herefter kom den vel eneste lidt målfattige periode i kampen, hvor begge hold i en periode på 8 min, kun scorede et enkelt mål hver. Aarhus angrebsspil var generelt i 2. halvleg mere stereotypt og uopfindsomt, mens Skanderborgs spil fungerede langt bedre end set før i denne sæson, fint sat op af Magnus Haubro og eksekveret som en gedigen holdindsats. Efter 45 min. var stillingen 14-20 og efter 53 min. 17-23.
Aarhus Håndboldt forsøgte sig med flere forsvarsformationer, men Skanderborg fandt hele tiden nye løsninger. Der var flere fine præstationer offensivt fra hele truppen, hvor bla Jakob Villemoes leverede 6 på 6 fra højre fløj og Mikkel Hansen havde et hav af målgivende assists.
Der blev fightet og kæmpet om hver en bold i forsvaret og de grønne kunne notere sig for flere contra scoringer. I målet leverede Frederik Skovgaard en flot præstation med en redningsprocent på 45 og var medvirkende til, at Aarhus ikke var i nærheden af et comeback i slutningen af kampen. Sammen med et stærkt kæmpende forsvar sikrede han, at Aarhus Håndbold måtte nøjes med 9 mål i 2. halvleg, inden Skanderborg velfortjent tog sejren på 20-26.
Målscorer Skanderborg:
Magnus Haubro 8, Jakob Villemoes 6, Tobias Mygind 5, Emil Svensson 2, Mikkel Hansen 2, Julius Mørch Rasmussen 1, Morten Libak 1, Victor Kjærulff 1.