Første pointtab til U19D
U19 drenge liga Skanderborg – Aalborg 27-30 (12-15)
U19 drengene fra Skanderborg led tirsdag aften sæsonens første pointtab i liga rækken. Hjemmekampen mod Aalborg endte 27-30 efter en langstrakt affære. Der var debutmål til U17 spiller Benjamin Høegh, som var lånt ind pga skader til Magnus Haubro og Mikkel Hansen.
Begge hold kom fra start nemt til chancer. Aalborg dækkede offensivt op og lykkedes i perioder med at stresse den grønne bagkæde, som ikke rigtigt formåede at udnytte de mange 1:1 muligheder. Dog skal fremhæves Emil Svensson, som kampen igennem kun havde én kurs – og det var mod mål. Det genererede en del lækre indspil til stegene samt flere straffe til de grønne drenge. På mange måder en fin præstation, men uden det samme tempo og løb uden bold hos Skanderborgs øvrige bagkæde var Svensson på en svær opgave. Efter 20 min. spil gik gæsterne på kort tid fra 8-10 til 8-14 i en periode, hvor Skanderborg leverede et hav af tekniske fejl og boldtab. Herefter kom Tobias Nordahl, der har været ude med skader, på mål og det virkede som et godt valg. Skanderborg fik stabiliseret sit forsvarsarbejde og fik bedre fat om spillet i begge ender, så holdene kunne gå til pause 12-15.
Kort efter pausen fik gæsterne bragt sig på 15-20 ved prompte at straffe de mange tekniske fejl med contra aktioner. Samtidig fik Skanderborg ikke taget højde på Aalborgs bagspillere, der alt for ofte fik lov til at komme på skudhold inde under tremeteren. I løbet af halvlegen lykkedes det dog Skanderborg at spille sig ind i kampen igen og kun være bagud med et enkelt mål. Desværre var forsvaret simpelthen ikke på plads denne aften. Der blev ikke tacklet igennem og der var kun ganske få spilstop. Hver gang Skanderborg scorede, gentog gæsterne aktionen i den anden ende og fik således lov til at holde føring kampen ud til slutcifrene 27-30.
Skanderborg tager lørdag til Grindsted efter en sejr. Holdene møder hinanden i Magion Kultur og Idrætscenter kl. 1300.
Målscorer Skanderborg:
Emil Svensson 7, Tobias Mygind 5, Magnus Larsen 4, Morten Libak 3, Julius Mørch Rasmussen 2, Mads Sejrsen 2, Benjamin Høegh 1, Jakob Villemoes Larsen 1, Mads Gade 1, Victor Kiærbye 1.